Miljø, klima og bæredygtighed

Sådan skiller du dig ud på den store virksomhedsmesse

0

En messestand er en vigtig mulighed for at komme i direkte kontakt med dine potentielle kunder. Problemet er, at mange messestande ofte ligner hinanden. Det kan derfor være svært for potentielle kunder at skelne standene fra hinanden.

Du skal til virksomhedsmesse og vil gerne have, at din stand skal skille sig ud fra mængden, så dine potentielle kunder vælger at bruge deres tid på netop din stand – og ikke på naboens. Derudover vil du gerne huskes, når messen er ovre. Spørgsmålet er så bare lige, hvordan man bærer sig ad med det? Læs videre her og bliv klogere på, hvordan du laver den perfekte messestand.

Få skabt en unik og iøjnefaldende messestand

Et af de største og vigtigste formål med en messestand er at skille sig ud. Din stand skal altså skabe noget blikfang og nysgerrighed til forbipasserende besøgende. Det kan her være en god idé at sondere ”messeterrænet”, inden du går i gang med at forberede din messestand. At tage på andre messer først kan derfor være brugbart for at få et større indblik i, hvad der fungerer godt og dårligt på andres messestande – og på den måde få inspiration fra de gode idéer.

I forberedelsen handler det også om at lave en masse research. Hvad er trends inden for messestande lige nu? Hvilke er de mest succesfulde? Her kan det også være en idé at tjekke de sociale medier og se, hvilke billeder der er blevet lagt op fra lignende messer, i forhold til den du skal på.

En god portion kreativitet er vejen frem! Tag kollegerne med på brainstorm over frokostpausen, og skyd en masse skøre idéer op i luften. Hvis I har svært ved at finde på den rigtige vinkel, kan I prøve jer frem med forskellige idégenereringsmetoder. Eksempelvis kan man sætte nogle såkaldte ”kreative begrænsninger” op for at udfolde kreativiteten mere. Det kunne eksempelvis være, at messestanden skal være af genbrugsmateriale, at alle skal være skoløse i messestanden, eller at de bærende elementer skal være videorelaterede.

Rom blev ikke bygget på en dag, og at skabe den perfekte messestand kan være en tidskrævende proces. Fagfolk på markedet, som Nordeuropas største leverandør, Jysk Display, kan her hjælpe dig på vej. De kan i samarbejde med dig skabe de rette rammer for en succesfuld messestand, der udstråler din virksomheds DNA.

Hav elevatortalen klar

Elevatortalen er et udtryk, der handler om, at man skal kunne forklare sin idé så hurtigt, at det ikke tager længere tid end en elevatortur. Det samme princip gælder på en messe, hvor du skal være parat til hurtigt at kunne fange potentielle kunder.

Konkurrencen er høj på en messe, og besøgende vil gerne rundt til mange stande på en dag. Ting, der tager for lang tid, bliver ofte valgt fra. Du skal derfor hurtigt kunne fortælle om netop din virksomheds mission.

Nøgleordet er her, at du skal være velforberedt! Her tænkes der på, at du skal være klar på alverdens spørgsmål, som potentielle kunder kan have til dig. Du kan selvfølgelig ikke forberede alle tænkelige spørgsmål hjemmefra, og det skal heller ikke virke opremsende, når du fortæller om din virksomhed. Alligevel kan du godt stille nogle potentielle scenarier op, inden du tager på messe. På arbejdspladsen kan I eksempelvis lave en pulje med potentielle spørgsmål, eller du kan øve dig på at fortælle om virksomheden kort og præcist over for venner og bekendte og svare på deres umiddelbare spørgsmål.

Selvom du skal svare på potentielle kunders spørgsmål er det dog vigtigt, at det i første omgang er dig, der er den opsøgende! Du kan ikke forvente, at de spørger dig, du skal spørge dem.

Merchandise med et pift

Selvom du får givet et godt indtryk til potentielle kunder, der kommer forbi, og kort og præcist får fortalt om din virksomhed, så kan det stadig være svært at blive husket bagefter. Det er derfor rigtig godt, hvis de besøgende har noget, de kan tage med videre fra din stand og kigge på, når de kommer hjem.

Brochurer om din virksomhed kan derfor være en god idé at medbringe på messen. Her kan du få lov til at fortælle mere om din virksomhed og gå lidt mere ned i detaljen, end du kan nå på din elevatortale. Nogle gange kan visitkort og brochurer dog blive lidt kedelige i længden, og de kan godt blive væk i alt det materiale, potentielle kunder modtager i løbet af en hel dag på messe. Du kan derfor prøve at tænke lidt alternativt, i forhold til hvordan du vælger at lave dine brochurer eller visitkort.

Selfie-stangen tog verden med storm i 2012 og er i dag stort set et allemandseje. Ved eksempelvis at lave et visitkort ved at tage et selfiebillede sammen med dine potentielle kunder, kan du få dem til at huske dig. Du kommer her til at vise noget engagement, fordi du tør gøre noget fjollet sammen med dem, og I får et minde, der er unikt – og skørt på den gode måde. Dette er blot et eksempel og der findes mange andre måder, du kan skille dig ud. Det vigtige er dog også at have virksomheden in mente, så det har relation til dit brand.

Ud over skøre former for visitkort er det også en idé at have guf til kunderne i en form for gift-economy, hvor de får noget af dig. Det kan være så simpelt som et bolsje med din virksomheds logo eller en kuglepen. Som en gratis reklame kan det her også være en god idé at vælge noget, de kan bruge senere, og som ikke forgår umiddelbart efter, som et bolsje. Det kan for eksempel være et regnslag til et cykelsæde eller en mulepose, der er ret meget oppe i tiden lige nu.

Events

I løbet af messen kan det også være smart at have nogle events, som potentielle kunder kan komme tilbage til i løbet af dagen eller blive fangede af, når de går forbi. Du kan her eksempelvis have en kalender for dagen, hvor der ud for bestemte klokkeslæt står små events, der vil ske i løbet af dagen. Det kan være, du sælger en bestemt slags drikkevarer, og i relation hertil kunne det være en idé at lave en blindtest i løbet af dagen for at finde frem til den bedste variant, eller du kan lave et kapløb om, hvem der kan åbne en østers hurtigst, hvis du eksempelvis har en virksomhed, der relaterer sig til madvarer eller vadehavet. Eventene behøver ikke at være det helt store nummer, men de vil give et afbræk i forhold til mere traditionelle messestande.

Alle elsker konkurrencer, og der skal ikke ret meget til, før folk er villige til at deltage. Du kan derfor med fordel udarbejde en konkurrence, der relaterer sig til din virksomhed og messestand. Selvom der ikke skal kræves alt for meget af deltagerne, skal du dog huske på, at det heller ikke skal være helt gratis at være med. Her tænkes der ikke på penge, men relevante oplysninger, der gør, at du får noget ud af at afholde konkurrencen. Det kan være oplysninger som deltagernes e-mailadresse, eller at de skal like din virksomhed på Facebook eller dele et opslag, I har lavet.

Vis, at din virksomhed er lettilgængelig

Gør brug af såkaldt cross media og vis, at du er let at komme i kontakt med. Vær derfor kommunikerende i forhold til at vise, at din virksomhed er oppe i tiden og befinder sig på sociale medieplatforme. Du skal selvfølgelig ikke nævne dem, hvis din virksomhed ikke gør brug af forskellige slags, men hvis du gør, er det vigtigt at oplyse om det. Dette kan du for eksempel gøre på dine brochurer, visitkort, konkurrencer eller på anden form for merchandise.

Ved at vise at din virksomhed er synlig på flere platforme, gøres det nemlig lettere for de potentielle kunder at finde dig bagefter. Som nævnt tidligere kan visitkort nemlig godt blive tabt i mængden. Ved at oplyse om at din virksomhed benytter eksempelvis Facebook eller Instagram, kan de let finde dig efterfølgende. Når du taler med potentielle kunder, er det derfor centralt, at du minder dem om, at de kan gå ind og følge dig.

Men ”what’s in it for me?” eller med andre ord, hvorfor skulle potentielle kunder gide at følge dig, hvis de ikke umiddelbart få noget ud af det? Det kan derfor være en god idé, at dem, der følger dig på messen, får et eller andet ekstra. Det kan eksempelvis være en speciel slags merchandise, som det kun er dine nytiltrådte følgere, der får.

Alle potentielle kunder er interessante kunder

Det vil derfor være superærgerligt, hvis du har et godt produkt og en spændende messestand, men at dine potentielle kunder ikke forstår budskabet. I en så globaliseret verden, som vi lever i nu, er det centralt at kunne kommunikere sit budskab ud, så det favner bredt. Alt det skriftlige materiale, du har, skal derfor være oversat, så det også står på engelsk eller andre sprog, der kan være relevante for din virksomhed. Det kommer selvfølgelig også an på, hvilket produkt du sælger, men ved at vise, at din virksomhed er international, giver du et hint om, at I spænder vidt omkring – og hvem vil ikke gerne investere tid en virksomhed, der også ser ud til at køre på den internationale scene?

Husk dem, når de kommer hjem

De besøgende er blevet bombarderet med indtryk efter en hel dag på messe, og det er derfor ikke en selvfølge, at de kontakter dig, når de er kommet hjem. Det skal du gøre. Alle de kontakter, du har hvervet gennem messen, er det vigtigt, at du tager kontakt til. Lige meget om det er kunder, du tror, vil ende ud i en handel eller ej. Det er nemlig altid godt med lidt ekstra good will på kontoen, og ved, at du kontakter dem, viser du, at de har betydet noget, og det illustrerer noget engagement.

Det kan jo endda være, at du ender med at tage kontakt til dem ved at sende en mail med det selfie-visitkort, I tog sammen. Vigtigt er i hvert fald, at du kontakter dem på en måde, der gør, at de hurtigt kommer i tanke om, hvilken messestand du repræsenterer. Så er du allerede godt i gang.

Sidst men ikke mindst – hold den røde tråd

Du er nu blevet præsenteret for 7 gode råd om, hvordan du skiller dig ud på den store virksomhedsmesse. Det er nu op til dig at finde frem til det unikke design for netop din messestand.

Det kan hurtigt komme til at løbe af stablen, når den ene gode idé flyver ud efter den anden. Men selvom det er vigtigt med sjove idéer og et godt program for dagen, er det endnu vigtigere, at de ting, du repræsenterer, holder en rød tråd. Ikke bare til hinanden, men de skal også være tro mod din virksomhed.

Når I brainstormer om den messe, jeres virksomhed skal på, er det altså vigtigt, at den passer til jeres budskab. Her kan du og dine kolleger prøve at lave et associationsskema og se, hvad I associerer og gerne vil have, at jeres virksomhed skal associeres med. Alle idéer skal altså på en eller anden måde gøre noget godt for det, I gerne vil ud med. Det er det, det hele handler om.

Leave A Reply

Your email address will not be published.